Konfirmandkusus

Hvad er

Konfirmandkursus er et tilbud til alle unge i konfirmationsalderen om at bruge to uger af sommerferien på spændende undervisning i et trygt og kammeratligt miljø. Man skal have afsluttet 7. klasse for at kunne deltage på KK. 

Kvalificeret undervisning

Undervisningen på konfirmandkurset er dækkende som konfirmandforberedende undervisning. Selvom man har fået den bedst tænkelige undervisning i sit hjemsogn i forbindelse med konfirmationsforberedelsen, så er konfirmandkursus stadig et tilbud helt uden sammenligning.

Man kan deltage enten for at få et supplement eller et alternativ til den konfirmationsundervisning, den lokale præst tilbyder.

Bliv konfirmeret på kurset

For dem, der ønsker at blive konfirmeret i forbindelse med kurset, arrangeres konfirmationen på kursets sidste dag ved en afsluttende gudstjeneste. Her er alle kursets deltagere med. Naturligvis er det muligt for konfirmandernes familier at deltage i denne festlige gudstjeneste. Efter gudstjenesten er kurset forbi, og familien kan fejre konfirmanden ved en privat fest som normalt.

For de teenagere der skal konfirmeres på kurset, er det muligt at tilmelde sig tidligere for at give mulighed for bedre planlægning. Det er derfor muligt at tilmelde en konfirmand til et specifikt kursus 20 til 2 uger før den officielle tilmeldingsfrist. Det gøres ved henvendelse til den efterskole, som afvikler Konfirmandkursus den pågældende sommer.

Smagsprøve på efterskolelivet

Kurset er en alletiders mulighed for at finde ud af, om man skal på efterskole. Spændende undervisning og et godt socialt fællesskab er to af hovedingredienserne i et efterskoleophold.

Godt socialt fællesskab

Et kursus på 14 dage sammen med jævnaldrende har mange gode sidegevinster. Der er god kontakt mellem præst/lærere og elever, og man får nye venner fra stort set hele landet.

En afgørende betydning

Ca. 95 % af deltagerne på Konfirmandkursus har deltaget i konfirmationsforberedende undervisning hjemme og lige så mange er konfirmeret, når de kommer på konfirmandkursus.

Alligevel siger mange tidligere deltagere, at Konfirmandkursus har fået en afgørende betydning for dem i flere år efter kurset. Så uanset om du vælger Konfirmandkursus som supplement eller alternativ, så venter der noget særligt.

Kommende kurser

Konfirmandkursus afvikles hvert år i de første to uger af skolernes sommerferie. Under menuen skoler kan du se, hvor og hvornår konfirmandkurset afvikles de kommende år.